Dramafronten_generic

Ny dansk dramatik

fem samtaler om skriveprocessen fra idé til produkt

ONSDAG den 26. MARTS kl.19.30 – 21.30

på FORSØGSSTATIONEN, Sønder Boulevard 81, Kbh. V.

Gratis adgang. Ingen tilmelding.

Dramafronten inviterer i samarbejde med Forsøgsstationen i foråret 2014

til tre temaaftener om dramatikerens og dramatikkens rolle, arbejdsforhold og udviklingsmuligheder. Temaaftenerne indgår i Dramafrontens tilbagevendende debatarrangementer under den fælles overskrift ”Dramatikeren har ordet”.

Emnet, tid og sted for den anden af de tre temaaftener er: Ny dansk dramatik

Årets første Dramatikeren har ordet-debat (den 8.1.2014) havde overskriften ”Inspiration udefra”. Vores paneldeltagere var kolleger fra Sverige, Norge, Finland og England/Irland, som var indbudt til at fortælle om deres erfaringer med udvikling af dramatikken og om processer og produktion af drama i deres respektive lande. Vi talte bl.a. om writer-in-residence-ordninger, om publikumsopdragelse og om uddannelsesfællesskab med de øvrige scenekunstuddannelser, og det overordnede indtryk var, at disse lande på kulturpolitisk niveau havde en stærk bevidsthed om dramatikkens betydning.

Nu fører vi diskussionen tilbage på dansk grund og Dramafronten inviterer fem dramatikere med forskellige arbejdsmåder og -erfaringer til en diskussion bl.a. om hvordan dramatik bliver produceret i Danmark. Og om, hvad der gør et godt stykke godt.

Med udgangspunkt i deres aktuelle forestillinger giver fem dramatikere deres personlige bud på, hvordan deres arbejdsproces har været.

Diskussionen tager udgangspunkt i deres personlige case stories – én, der var vellykket, og én, der ikke var det. Ved at zoome ind på disse personlige beretninger håber vi dels at få en bedre forståelse af det samlede billede af den danske dramatik; dels at finde en dialogform, der kan føre udvekslingen af både positive og negative aspekter af vores kreative processer videre til andre emner som:

  • Hvilke kriterier arbejder den enkelte dramatiker ud fra?
  • Hvordan evaluerer vi vores arbejde?
  • Hvor meget betyder publikum for vores succeskriterier?
  • Hvordan kan vi bruge inspiration fra vores internationale kolleger i forhold til vores eget udviklingsprogram?

I panelet er dramatikerne Andreas Garfield, Lærke Sanderhoff, Jokum Rohde, Joan Rang Christensen og Jesper B. Karlsen.

Moderator er journalist og forfatter Me Lund.

Dramafronten byder på et glas vin efter aftenens debat.


Andreas Garfield Uddannet fra Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater i 2007 modtog samme år en Reumert Talentpris. Har skrevet og fået produceret en lang række stykker over hele landet, bl.a. Hjem Kære Hjem og En Plads i Mit Hjerte (Teater Grob 2007 og 2008), X-periment (Aalborg Teater 2008), Vangså (Odense Teater 2010), Drømmenes Rige (Det Flydende Teater 2011), 4,1 Promille (Bådteatret 2012), Frelserne (danskdansk 2013), Eksil (Nordkraft 2013) og radioføljetonen Kierkegaardsyndromet (DR 2013). Har modtaget Statens Kunstfonds Hæderspris for Hjem Kære Hjem i 2008 og en Robert for manuskriptet til novellefilmen Bobby i 2010.

Lærke Sanderhoff Uddannet fra Dramatiker uddannelsen ved Aarhus Teater i 2004. Lærke skriver til både teater, film og tv.I 2009 vandt teaterforestillingen ”Klumpfisken”, som hun havde skrevet til Teater Faar302, en Reumert. Stykket er netop blevet omsat til filmen af samme navn. Lærke har desuden modtaget en række arbejds -og rejselegater. Hun sidder i dag i Dramatiker Forbundets bestyrelse, samt i en række udvalg.

Jokum Rohde Har skrevet og fået produceret over 25 scenestykker siden debuten som 23-årig i 1993. Stykker opført på store og små scener i hele DK, Europa og USA. Af titler kan nævnes Det Virkelige Liv (1996), Guder: Fantomsmerter (1999), (Pinocchios Aske (2004), Darwins Testamente (2008), Hvem Myrdede Regitze Rio (2009) samt gendigtningerne af Ivanhoe, De Tre Musketerer og Robin Hood (Det Kgl. Teater i Ulvedalene, 2003, 2010 og 2013). Jokum Rodhe har desuden udgivet bogen København con Amore sammen med Søren Ulrik Thomsen samt siddet i kanonudvalget for scenekunst.

Joan Rang Christensen Uddannet på Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater i 2004 og har siden fået produceret over 30 radio- og scenestykker i Danmark, England, Tyskland og Sverige. Bl.a. The Falling Man (2014), Den Hvide Mand (2011), 69 – En Rockteaterkoncert (2008) og radiostykkerne Udenfor Borgen (BBC, 2013) og Blodets Bånd (2008), som modtog Dansk Blindesamfunds Radiospilspris. Har desuden været en aktiv samfundsdebattør i adoptions- og racismedebatten. Medlem af bestyrelsen i Danske Dramatikere og Kunstrådets Repræsentantskab frem til 2011, samt Dramafrontens bestyrelse (2014- forts). Har sit eget teater, Johns Teater, som producerer scene- og hørespil.

Jesper B. Karlsen Uddannet fra Dramatiker Væksthus’ manuskriptskole 1997-2000. Har bl.a. skrevet og fået produceret forestillingerne Nikio og den store Samurai (Zangenbergs Teater 2003), Gidsel (Holbæk Teater 2007 – Reumertpræmieret som årets børne- og ungdomsforestilling), Jeg er Drømmenes Labyrint (Kbh.s Musikteater og Malmö Stadsteater 2011) og Peer Gynt (s.m. Marc van der Velden, Zebu 2013). Fra 2011 formand for Danske Dramatikere.

drama_logo_hvid800